Indhold
- ‘Her vil ties, her vil bies’ og ‘Fald min engel’ 5. APR 2020 – 14M (29).mp4
- ‘En yndig og frydefuld sommertid’ og ‘Hilsen til forårssolen’ 6. APR 2020 – 11M (41).mp4
- ‘Du danske sommer jeg elsker dig’ og ‘Forelsket i København’ 7. APR 2020 – 12M (47).mp4
- ‘Det haver så nyligen regnet’ og ‘Elefantens vuggevise’ 8. APR 2020 – 16M (53).mp4
- ‘Jens Vejmand’ og ‘Regnvejrsdag i november’ 9. APR 2020 – 12M (59).mp4
- ‘Min Jesus lad mit hjerte få’ og ‘Stille hjerte, sol går ned’ 10. APR 2020 – 12M (71).mp4
- ‘Denne morgens mulighed‘ og ‘Hvalborg‘ 11. APR 2020 – 11M (83).mp4
- ‘Påskeblomst, hvad vil du her‘, ‘Lille Idas sommervise‘ og ‘Et hav der vugger sig til ro‘ 12. APR 2020 – 15M (22).mp4
- ‘Frydeligt med jubelkor‘ og ‘Fuld af nattens stjerner‘ 13. APR 2020 – 12M (28).mp4
- ‘Den danske sang er en ung blond pige‘ og ‘Man binder os på mund og hånd‘ 14. APR 2020 – 13M (34).mp4
Denne morgens mulighed
1. Denne morgens mulighed.
Vi har luft i vore lunger
hænder, øjne, ører, tunger
levende og glade unger.
Denne morgens mulighed!
2. Denne morgens kærlighed
frugter af den fryd vi såede
alt blev givet os af nåde.
Her er svar på livets gåde:
Denne morgens kærlighed!
3. Denne morgens munterhed
her hvor nattens mørke brydes
her hvor lysets skaber lydes
se hvor muntert alting frydes.
Denne morgens munterhed!
4. Denne morgens mulighed.
Hang du fast i glemte dage
i en fortid som kan nage
alt blir givet nyt tilbage.
Denne morgens mulighed!
Melodi: Mogens Helmer Petersen, 1992 / Tekst: Johannes Møllehave, 1992
Hvalen Hvalborg
1. Her er hvalen Hvalborg
stoppet ud med vat
og avispapir og sprit
den blev født i Irmnitz
en kold decembernat
lidt nordøst fra Kransvesit
du red på mangen bølge
ænsed’ ikke stormen
med delfiner i dit følge
som fulgte dig på vej
nå men alting har en ende
og en regnorm den har to
Hvalborg … havets tournedos
2. Du fulgte Golfens vande
sportsmand som du var
altid fuld af godt humør
nord om Doggerbanke
kursen den var klar
stolt du runded’ Helsingør
og jeg fodred’ dig med skidtfisk
og kiks jeg ha’de i lommen
ka’ du huske da du bøvsede
og flyvebåden sank
nå men alting har en ende
en spoleorm har to
Hvalborg … havets Dario Fo
3Jeg har betalt en daler
for at se på dig
sådan mødes vi igen
men du den dødeste af hvaler
så jeg må gå min vej
stille si’r jeg : hej med dig
visselul du gæve kæmpe
jeg vil huske til jeg segner
når du lå ved Langelinie
den store oceanliner
nå men alting har en ende
en hvalfisk har kun en
åh men Hvalborg … sikken en
Tekst & Musik Shubidua 1976
Påskeblomst! hvad vil du her
1. Påskeblomst! hvad vil du her?
Bondeblomst fra landsbyhave
uden duft og pragt og skær!
hvem er du velkommen gave?
Hvem mon, tænker du, har lyst
dig at trykke ømt til bryst?
Mener du, en fugl tør vove
sang om dig i Danmarks skove?
2 Ej i liflig sommerluft
spired du på blomsterstade,
ej så fik du rosens duft,
ikke liljens sølverblade;
under vinterstorm og regn
sprang du frem i golde egn,
ved dit syn kun den sig fryder,
som har kær, hvad du betyder.
3. Påskeblomst! men er det sandt:
Har vi noget at betyde?
Er vor prædiken ej tant?
Kan de døde graven bryde?
Stod han op, som ordet går?
Mon hans ord igen opstår?
Springer klart af gule lagen
livet frem med påskedagen?
4. Kan de døde ej opstå,
intet har vi at betyde,
visne må vi brat i vrå,
ingen have skal vi pryde;
glemmes skal vi under muld,
vil ej vokset underfuld
smelte, støbes i det dunkle
og som lys på graven funkle.
5. Påskeblomst! en dråbe stærk
drak jeg af dit gule bæger,
og som ved et underværk
den mig hæver, vederkvæger:
Hanegal og morgensang,
synes mig, af den udsprang;
vågnende jeg ser de døde
i en påske-morgenrøde.
6. Ja, jeg ved, du siger sandt:
Frelseren stod op af døde!
Det er hver langfredags pant
på en påske-morgenrøde:
Hvad er segl og sværd og skjold
mod den Herre kæk og bold?
Avner kun, når han vil ånde,
han, som svor os bod for vånde.
Melodi: Carl Nielsen, 1910 / Tekst: N.F.S. Grundtvig, 1817
Lille Idas sommervise
1. Du skal ikke tro, det blir’ sommertid,
hvis ikke jeg selv gir’ et skub
til sommeren gør den lidt sommerligt
så alting kan komme i knop.
Først puster jeg liv i en vintergæk,
nu står den og lyser så kønt,
men allerførst smelter jeg sneen væk,
så jorden kan klæ’ sig i grønt.
2. Jeg hvisker til bækken og kilderne,
at nu kommer sommeren snart,
så fylder jeg luften med svalepar
og myg, som blir’ slugt i en fart.
Jeg gir’ alle træer deres grønne løv
hvor fugle kan bygge og bo.
Jeg maler i skumringen himlen rød
når solen i vest går til ro.
3. Jeg gir jer et blomstrende æbletræ
og tror, I vil syns’, det er smukt
og skovjordbær gir’ jeg til børnene
og alt, hvad der findes af frugt.
Jeg finder de spændende steder frem
til børn der vil tumle omkring.
Når foråret nærmer sig næste gang
så ved I, jeg sidder på spring
Melodi: Georg Riedel, 1971 / Tekst: Astrid Lindgren, 1971
Et hav der vugger sig til ro
1. Et hav der vugger sig til ro nu
en strand der mørkner så blidt
en ren orangerød magi
en fred der rækker vidt
mens vi holder hænder
2. En nat der nærmer sig så blødt nu
en lyd der stilner om os
en lillalyserød magi
en sjæl der kaster los
mens vi lytter bølger
3. Et lys der sænker sig så tavst nu
en sol så langsomt på vej
en sommernatteblå magi
et sind der åbner sig
mens vi fanger stjerner
Melodi: Matti Borg, 1997 / Tekst: Juliane Preisler, 1997
Frydeligt med jubelkor
1. Frydeligt med jubelkor
hilses vårens komme,
svalen melder trindt på jord:
“Frostens tid er omme!”
Land og hav og lundens træ’r
herligt prydes fjernt og nær.
nye skabningsunder!
Kraft påny vort legem får,
lægt er nu vort hjertesår
i de glade stunder.
2. Jordens rige blomsterpragt
skovens grønne smykke,
fuglesangens tryllemagt
fylder os med lykke.
Havets storme raser ud,
luften hærges ej af slud,
duggens perler rene
samler solens stråleglans
i en dejlig perlekrans
rundt på græs og grene.
3. Hvor dog Gud er god og vis!
hvor er verden fager!
Hvor dog alt til Herrens pris
ånd og tanke drager!
Han har stort og småt på jord,
urten, som på marken gror,
form og farve givet.
Efter nat vi dagen nu
hilse vil med frejdig hu,
takke Gud for livet.
Piae Cantiones / Morten Børup, Frederik Moth
Fuld Af Nattens Stjerner
[Vers 1: Lis Sørensen]
Jeg ser dem komme, ser dem gå
Et øjeblik
Fra de bli’r født, og til de længes væk
Et øjeblik
Øjnene der bli’r så fjerne
Det er ligemeget, hva’ du si’r
Bro: Lis Sørensen & Sebastian]
Endnu er sejler moders søn
Sømand og sejler
Pakker sit grej og ber sin bøn
Sømand og sejler
Rejser sin vej og finder løn
[Omkvæd: Lis Sørensen]
Ud hvor lykken vender
Regnbuerne ender
Til du endelig holder skatten
Mellem dine hænder
I en kiste fuld
Fuld af guld som hver en dåre blænder
Fuld af nattens stjerner
Fuld af alle himlens stjerneskud
[Vers 2: Lis Sørensen]
Jeg ser dem komme, ser dem gå
Et øjeblik
Og disse dage er som år
Fra dette øjeblik
Nætterne der bli’r
Et mørke, uanset hvor meget du stirrer
[Bro: Lis Sørensen & Sebastian]
Endnu er sejler moders søn
Sømand og sejler
Pakker sit grej og ber sin bøn
Sømand og sejler
Rejser sin vej og finder løn
[Omkvæd: Lis Sørensen]
Ud hvor lykken vender
Regnbuerne ender
Til du endelig holder skatten
Mellem dine hænder
I en kiste fuld
Fuld af guld som hver en dåre blænder
Fuld af nattens stjerner
Fuld af alle himlens stjerneskud
Fuld af nattens stjerner
Fuld af nattens stjerner
Fuld af alle himlens stjerneskud
Den danske sang er en ung blond pige
1. Den danske sang er en ung, blond pige,
hun går og nynner i Danmarks hus,
hun er et barn af det havblå rige,
hvor bøge lytter til bølgers brus.
Den danske sang, når den dybest klinger,
har klang af klokke, af sværd og skjold.
Imod os bruser på brede vinger
en sagatone fra hedenold.
2. Al Sjællands ynde og Jyllands vælde,
de tvende klange af blidt og hårdt,
skal sangen rumme for ret at melde
om, hvad der inderst er os og vort.
Og tider skifter, og sæder mildnes,
men kunst og kamp kræver stadig stål;
det alterbål, hvor vor sjæl skal ildnes,
det flammer hedest i Bjarkemål.
3. Så syng da, Danmark, lad hjertet tale,
thi hjertesproget er vers og sang,
og lære kan vi af nattergale,
af lærken over den grønne vang.
Og blæsten suser sin vilde vise,
og stranden drøner sit højtidskvad;
fra hedens lyng som fra stadens flise
skal sangen løfte sig, ung og glad.
Carl Nielsen / Kai Hoffmann
Man binder os på mund og hånd
1. Gribe efter blanke ting
vil hvert et grådigt lille barn.
Binde andre med en ring
gør man som helbefarn.
Tænk, hvor har man stået tit
og delt et vindus paradis.
Helle, helle det er mit!
Og livet går på samme vis:
Man binder os på mund og hånd,
med vanens tusen stramme bånd,
og det er besværligt at flagre sig fri.
Vi leger skjul hos en, som ved
at skærme os mod ensomhed
med søde kontrakter vi luller os i.
Kunne vi forbyde de tre ord: jeg lover dig
var vi vist i kærlighed på mere ærlig vej.
De ord, vi svor med hånd og mund,
de gælder kun den korte stund,
til glæden er borte og alting forbi.
2. Kærlighed og ægteskab,
hvad kommer de hinanden ved?
Kedsomhedens tomme gab,
til kæben går af led.
Elskov er den vilde blomst:
I gartnerhænder går den ud.
Skærmet får den sin bekomst,
men blomstrer hedt i storm og slud.
Man binder os på mund og hånd,
med vanens tusen stramme bånd,
men ingen kan ejes. Vi flagrer os fri.
I alle kærtegn er en flugt
de røde sansers vilde flugt
fra pligternes tvungne fortrampede sti.
Du må ikke eje mig. Jeg ejer ikke dig.
Alle mine kys er ikke ja og ikke nej.
De ord vi svor med hånd og mund
de gælder kun den svimle stund,
det netop er kysset fra dig jeg ka li.
3. Møde hvad der venter os,
og ingen ve hvordan det går.
Bære skæbnen uden trods,
hva der så forestår.
Glad ved hver en venlighed,
men uden tro, at det blir ved.
Søge fred, idet vi ved
at vi har ingen krav på fred.
Man binder os på mund og hånd,
men man kan ikke binde ånd,
og ingen er fangne, når tanken er fri.
Vi har en indre fæstning her,
som styrkes i sit eget værd,
når bare vi kæmper for det, vi ka li.
Den, som holder sjælen rank, ka aldrig blie træl.
Ingen ka regere det, som vi bestemmer sel.
Det lover vi med hånd og mund,
i mørket før en morgenstund,
at drømmen om frihed blir aldrig forbi.
Kai Normann Andersen / Poul Henningsen