Morgensang med Phillip Faber
- ‘Du som har tændt millioner af stjerner‘ og ‘Joanna‘ 26. MAR 2020 – 12M
- ‘Den signede dag med fryd vi ser‘ og ‘Linedanser‘ 27. MAR 2020 – 13M
- ‘Det dufter lysegrønt af græs‘ og ‘Vårvise‘ 28. MAR 2020 – 12M
- ‘Hil dig frelser og forsoner‘ og ‘Solen er så rød, mor‘ 29. MAR 2020 – 11M
- ‘Danmark nu blunder den lyse nat‘ og’Dansevise‘ 30. MAR 2020 – 12M
- ‘Tit er jeg glad‘ og ‘Du er min øjesten‘ 31. MAR 2020 – 10M
- ‘Nu blomstertiden kommer‘ og ‘Hør den lille stær‘ 1. APR 2020 – 11M
- ‘I skovens dybe stille ro‘ og ‘Morgensolen over øresund‘ 2. APR 2020 – 12M
- ‘Nu er jord og himmel stille‘ og ‘Barndommens land‘ 3. APR 2020 – 11M
- ‘Noget om Kraft‘ og ‘Anemonesangen‘ 4. APR 2020 – 12M
Du som har tændt millioner af stjerner
1. Du, som har tændt millioner af stjerner, tænd i vort mørke en tindrende tro. Du er vort lys, og du vogter og værner os, så vi sover i tryghed og ro. 2. Tak for den lysende dag, der er gået, gaven til os, dine hænder har rakt. Tilgiv os det, som vi ikke fik nået, tilgiv alt ondt, vi fik gjort eller sagt! 3. Tak for hver glæde, der fyldte vort hjerte, hver gang du gjorde vort liv til en fest. Hjælp os at bære hver byrde, hver smerte, du ved alene, hvad tjener os bedst. 4. Tak for de mennesker, som blev vor støtte, når vi fandt vejen besværlig at gå. Hjælp os i morgen at hjælpe forknytte, mød du os selv i de svage og små! 5. Du, som har tændt millioner af stjerner, mørket i verden vil du byde trods. Du er vor Far, den, der vogter og værner, lys i det mørke, som kommer fra os.. Tekst: Johannes Johansen, 1981 Melodi: Erik Sommer, 1981 |
Joanna
1. Ta′ mig med til dit drømmeland
der hvor man kan drømme
og ta mig med ud i verdens larm
der hvor man kan larme
2. Ta’ mig med til Joanna
ta′ mig med, ta’ mig med, ta’ mig med
hvis det er der hvor man ikke bare
skal passe sig selv
3. Ta′ mig ud til det store hav
der hvor man kan svømme
og ta′ mig op i den tynde luft
der hvor man kan svæve
4. Ta’ mig med til Joanna
ta′ mig med, ta’ mig med, ta′ mig med
hvis det er der hvor man ikke bare
skal passe sig selv
5. Ta’ mig ud i den grønne skov
der hvor man kan spire
og ta′ mig med ind til storbyens jag
der hvor man kan jage
6. Ta’ mig med til Joanna
ta’ mig med, ta′ mig med, ta′ mig med
hvis det er der hvor man ikke bare
skal passe sig selv
Tekst og melodi: Kim Larsen
Den signede dag med fryd vi ser
1. Den signede dag med fryd vi ser
af havet til os opkomme;
den lyse på himlen mer og mer,
os alle til lyst og fromme!
Det kendes på os som lysets børn,
at natten hun er nu omme!
2. Den signede stund, den midnatstid,
vor Herre han lod sig føde,
da klared det op i østerlid
til dejligste morgenrøde,
da lyset oprandt, som jordens bold
skal lysne udi og gløde.
3. Om levende blev hvert træ i skov,
og var så hvert blad en tunge,
de kunne dog ej Guds nådes lov
med værdelig røst udsjunge;
thi evig nu skinner livets lys
for gamle og så for unge.
4. Thi takke vi Gud, vor Fader god,
som lærken i morgenrøde,
for dagen, han os oprinde lod,
for livet, han gav af døde;
den signede dag i Jesu navn
os alle vort liv forsøde!
5. Nu sagtelig skrid, vor højtidsdag,
med stråler i krans om tinde!
Hver time til Herrens velbehag
som bække i eng henrinde,
til frydelig sig til sidst de sno
op under de grønne linde!
6. Som guld er den årle morgenstund,
når dagen opstår af døde,
dog kysser os og med guld i mund
den liflige aftenrøde,
så tindre end må det matte blik,
de blegnede kinder gløde.
7. Så rejse vi til vort fædreland,
dér ligger ej dag i dvale,
dér stander en borg så prud og grand
med gammen i gyldne sale;
så frydelig dér til evig tid
med venner i lys vi tale.
Tekst: N.F.S. Grundtvig, 1826
Melodi: C.E.F. Weyse, 1826 og Erik Sommer, 1983
Linedanser
1. Kære linedanser,
udspændt ligger foran dig,
selve livet
du fik givet,
gå nu kun din vej.
Du må turde træde ud,
hvor dit liv kun er dit.
Det briste eller bære må
dette ene skridt.
Give fra dig hvad du magter,
da ser du,
en dag du nåede ud
og danser til himmelens stjerneskud.
2. Kære linedanser,
hop nu ud ved siden af.
Se dig danse,
bare sanse,
gøre hvad du ka’.
Være én, men én iblandt.
Og mødes så du gror.
Ja vent dig meget fra den kant:
Denne er din jord!
Tro mig, når jeg siger til dig
det største –
det ser man kun i det små.
Og kigger du opad er himlen blå.
3. Kære linedanser,
ser du livet er et net,
øjeblikke,
tro blot ikke,
dansen kun er let.
Og en dag gør livet ondt,
det ved jeg, at det vil.
For livet er et liv på trods,
smerten hører til.
Ud af sorgen vokser lykken
og livet
i påskens evige fest.
De stærkeste rødder har træ’r i blæst.
4. Linedanser – vælge livet
hvilken er din vej?
Følge hjertet
uforfærdet.
Sige ja og nej.
Verden spørger tit hvordan
og alt for lidt hvorfor.
Der er så mange ting man kan
stå for det du tror!
Gid du aldrig mister modet
og lader
det onde uimodsagt.
Når viljen befries, – da falder magt.
5. Linedanser i det høje
dans vidunderligt!
For det næste
er det bedste:
Glæden ubestridt!
Tænk at få balancekunst
Så helt ufatteligt!
At modtage sin stang og snor
ganske kvit og frit.
Uanset om du nu tror det,
så ved jeg,
at lyset brænder for dig!
Og kigger du op, er der nok en vej.
Tekst og melodi: Per Krøis Kjærsgaard, 1998, 2005
Det dufter lysegrønt af græs
1. Det dufter lysegrønt af græs
i grøft og mark og enge.
Og vinden kysser klit og næs
og reder urtesenge.
Guds sol går ind
i krop og sind,
forkynder, at nu kommer
en varm og lys skærsommer.
2. Hør fugletungers tusindfryd
fra morgen og til aften!
De kappes om at give lyd,
der priser skaberkraften.
Hvert kim og kryb
i jordens dyb
en livsfryd i sig mærker
så høj som himlens lærker.
3. Se, blomsterflorets farvepragt
gør alle ord forlegne.
Kong Salomon i kroningsdragt
misundeligt må blegne!
Alt smukt, vi ved,
al kærlighed,
den mindste fugl og lilje
er, Gud, din skabervilje.
4. Ja, du gør alting nyt på jord,
en sommer rig på nåde.
Men klarest lyser dog dit Ord
af kærlighedens gåde.
Alt kød må dø,
hver blomst blir hø.
Når vissentørt står floret,
da blomstrer evigt Ordet.
5. Ja, Jesus Kristus er det Ord,
der skaber liv af døde,
så ny blir himmel, ny blir jord,
en verden grøn af grøde.
Kom, Jesus, snart,
og gør det klart:
den morgenstund, du kommer,
da gryr en evig sommer.
Tekst: Carl David af Wirsén, 1889 / Melodi: Waldemar Åhlén, 1933 / Oversat fra svensk til dansk senest 1996.
Vårvise
1. Sangen om sol
Og syrener
Våren i eksplosion
Alt hvad der lever
Og forener
Os i en egen
Komposition
2. Gi mig kun en sang
Så ingen vinter går
Uden at den
Minder os om
Hvor dejlig det var
Hvor dejlig du er
3. Du var så smuk
Som en rose
Midt i den lyse vår
Jeg var som i konstant narkose
Elskede dig
Med hud og hår
4. Gi mig kun en sang
Så ingen vinter går
Uden at den
Minder os om
Hvor dejlig det var
Hvor dejlig du er
5. Gi mig et pust
Før vi aner
Er vi så langt på vej
Tiden har lagt
Helt andre planer
Her får du min
Forglem mig ej
6. Gi mig kun en sang
Så ingen vinter går
Uden at den
Minder os om
Hvor dejlig det var
Hvor dejlig du var
Tekst og melodi: Sebastian, 1987
Hil dig frelser og forsoner
1. Hil dig, Frelser og Forsoner!
Verden dig med torne kroner,
du det ser, jeg har i sinde
rosenkrans om kors at vinde,
giv dertil mig mod og held!
2. Hvad har dig hos Gud bedrøvet,
og hvad elsked du hos støvet,
at du ville alt opgive
for at holde os i live,
os dig at meddele hel?
3. Kærligheden, hjertegløden
stærkere var her end døden;
heller giver du end tager,
ene derfor dig behager
korsets død i vores sted.
4. Ak! nu føler jeg til fulde
hjertets hårdhed, hjertets kulde.
Hvad udsprang af disse fjelde,
navnet værd, til at gengælde,
Frelsermand, din kærlighed?
5. Dog jeg tror, af dine vunder
væld udsprang til stort vidunder,
mægtigt til hver sten at vælte,
til isbjerge selv at smelte,
til at tvætte hjertet rent.
6. Derfor beder jeg med tårer:
Led den ind i mine årer,
floden, som kan klipper vælte,
floden, som kan isbjerg smelte,
som kan blodskyld tvætte af!
7. Du, som har dig selv mig givet,
lad i dig mig elske livet,
så for dig kun hjertet banker,
så kun du i mine tanker
er den dybe sammenhæng!
8. Skønt jeg må som blomsten visne,
skønt min hånd og barm må isne,
du, jeg tror, kan det så mage,
at jeg døden ej skal smage,
du betalte syndens sold.
9. Ja, jeg tror på korsets gåde,
gør det, Frelser, af din nåde.
Stå mig bi, når fjenden frister!
Ræk mig hånd, når øjet brister!
Sig: vi går til Paradis!
Tekst: N.F.S. Grundtvig, 1837 / Melodi: C.C. Hoffmann, 1878
Solen er så rød, mor
1. Solen er så rød, mor,
og skoven blir så sort.
Nu er solen død, mor,
og dagen gået bort.
Ræven går derude, mor.
Vi låser vores gang.
Kom, sæt dig ved min pude, mor,
og syng en lille sang.
2. Himlen er så stor, mor,
med klare stjerner på.
Hvem monstro der bor, mor,
på stjernen i det blå?
Tror du, der er drenge, mor,
der kigger ned til mig?
Og tror du, de har senge, mor,
og sover li’som jeg?
3. Hvorfor blir det nat, mor,
og kold og bitter vind?
Hør den lille kat,mor,
denmjaver og vil ind.
Mågerne og ternerne
har ingen sted at bo.
Å hør, nu synger stjernerne.
De synger mig til ro.
Tekst: Harald Bergstedt, 1915 / Melodi: Carl Nielsen, 1924
Danmark nu blunder den lyse nat
1. Danmark, nu blunder den lyse nat
bag ved din seng, når du sover.
Gøgen kukker i skov og krat,
Vesterhavet og Kattegat
synger, imens det dugger,
sagte som sang ved vugger.
2. Danmark, du vågner med søer blå,
mætte som moderøjne.
Alt, hvad i dine arme lå,
lader du solen skinne på,
ser, hvor det yppigt glider
frem af forgangne tider.
3. Lærker, som hopped af æg i vår,
svinder i himlens stråler.
Tonerne ned med lyset går,
samme sang som i tusind år.
Lykken fra glemte gruber
klinger af unge struber.
4. Hyldene dufter i stuen ind
ude fra Danmarks haver.
Kornet modnes i sommervind.
Hanegal over lyse sind
stiger bag gavl og grene,
hvæsset som kniv mod stene.
5. Køer og heste og får på græs
hen over brede agre,
åbne lader for fulde læs,
sejl, som stryger om klint og næs,
byger, som går og kommer, –
det er den danske sommer.
6. Pigernes latter og lyse hår,
leg, som får aldrig ende,
øjnene blå som vand i vår –
mildt om et evigt Danmark spår,
sol over grønne sletter,
lykke og lyse nætter.
Tekst: Thøger Larsen, 1914 / Melodi: Oluf Ring, 1922
Dansevise
1. Et solstrejf i en vandpyt,
et lille kindkys af en vind
og sivet, der nynner,
at livet begynder
sit spind i dit sind.
Et sølvfløjt fra en trætop,
en svag tagfat-lyd af en kat,
en rislen i bækken,
en hvislen i hækken,
der si’r, at det ikke mer’ er nat.
Dugvåd ligger engen,
jomfru Daggry går til ro.
Dagen står Puk-kåd ud af sengen
og går over solens bro.
Og os to?
Hvad med os to?
Ja, hvad med os to dig og mig?
Jeg danser og danser og standser
og sanser kun dig.
Hvorfor løb du dog din vej?
Kom igen, kom igen,
kom igen du min elskede ven.
Kom igen, kom igen.
Hvor du ønsker det, danser vi hen.
Kom, lad os danse,
alt kan der ske.
Kom, lad os danse,
lad os danse, lad os le.
2. Et sølvfløjt fra en trætop,
en svag tagfat-lyd af en kat,
en rislen i bækken,
en hvislen i hækken,
der si’r, at det ikke mer’ er nat.
Dugvåd ligger engen,
jomfru Daggry går til ro.
Dagen står Puk-kåd ud af sengen
og går over solens bro.
Og os to?
Hvad med os to?
Ja, hvad med os to, dig og mig?
Jeg danser og danser og standser
og sanser kun dig.
Hvorfor løb du dog din vej?
Kom igen. Kom igen. Kom igen. Elskede ven.
Tekst: Sejr Volmer-Sørensen, 1963 / Melodi: Otto Francker, 1963
Tit er jeg glad
1. Tit er jeg glad og vil dog gerne græde,
thi intet hjerte deler helt min glæde.
Tit er jeg sorrigfuld og må dog le,
at ingen skal den bange tåre se.
2. Tit elsker jeg, og vil dog gerne sukke;
thi hjertet må sig tavst og strengt tillukke.
Tit harmes jeg, og dog jeg smile må,
thi det er dårer, som jeg harmes på.
3. Tit er jeg varm, og isner i min varme;
thi verden favner mig med frosne arme.
Tit er jeg kold – og rødmer dog derved;
thi verden slukker ej min kærlighed.
4. Tit taler jeg – og vil dog gerne tie,
hvor ordet ej må tanken oppebie.
Tit er jeg stum – og ønsker tordenrøst,
for at udtømme det beklemte bryst.
5. O du, som ene dele kan min glæde!
du ved hvis barm jeg turde frit udgræde!
O, hvis du kendte, hvis du elsked mig,
jeg kunne være, som jeg er – hos dig.
Tekst: B.S. Ingemann, 1812 / Melodi: Carl Nielsen, 1917
Du er min øjesten
1. Hør, hvor lærken slår sin trille for den gyldne sol.
Jeg for dig vil også spille lidt på min fiol:
Du er min øjesten, en bette dejlig en er du.
Og når vi to følges ad, så er jeg altid glad som nu.
Du er et stykke af himlens blå.
Alverdens lykke, den vil du få.
Hvem kommer så på den grønne gren?
Det gør min øjesten og jeg.
2. Tusind klokkeblomster gynger blidt i solens skær.
Hør jeg syn’s at lærken synger med på denne her:
Du er min øjesten, en bette dejlig en er du.
Og når vi to følges ad, så er jeg altid glad som nu.
Du er et stykke af himlens blå.
Alverdens lykke, den vil du få.
Hvem kommer så på den grønne gren?
Det gør min øjesten og jeg.
3. Hver gang månens gule lygte lokked’ med sit skær,
jeg min kære pige søgte her blandt skovens træer.
Du er min øjesten, en bette dejlig en er du.
Og når vi to følges ad, så er jeg altid glad som nu.
Du er et stykke af himlens blå.
Alverdens lykke, den vil du få.
Hvem kommer så på den grønne gren?
Det gør min øjesten og jeg.
Tekst: Victor Skaarup, 1956 / Musik: Svend Gyldmark, 1956
Nu blomstertiden kommer
1. Nu blomstertiden kommer
med lyst og ynde stor,
sig nærmer bliden sommer,
da græs og urter gror;
nu varmer sol i lide,
og hvad der lå som dødt,
med hver den dag, mon skride,
står op som atter født.
2. De fagre blomsterenge
og agrene på rad,
de grønne urtesenge
og skovens friske blad,
de skulle os påminde,
hvor Gud er rig og from,
der lader nåden rinde
og række året om.
3. Vi hører fugle sjunge
med mange hånde lyd,
skal ikke da vor tunge
lovsynge Gud med fryd?
Min sjæl, ophøj Guds ære
med lov og glædessang!
Han fryde vil og nære
os på vort levneds gang.
4. Du Herre Jesu Kriste,
vor glædes sol og skin,
bliv hos os til vort sidste,
opvarm vort kolde sind!
Giv kærlighed vort hjerte,
forny vor sjæl og ånd,
vend bort al sorg og smerte
alt med din milde hånd!
5. Du Sarons blomst, vor lykke,
du lilje i Guds dal,
min sjæl du nådig smykke
med dyder uden tal!
Som dug af Zion signe
din nådes væld min ånd
til roserne at ligne,
der står på Libanon!
6. Velsign du årets grøde
og frugtbargør vort land,
giv daglig du os føde,
velsigne sø og strand;
fra himlen dryppe fedme,
bespis os med dit ord,
og med din nådes sødme
velsigne du vor jord!
Tekst: Israel Kolmodin, 1694 / Melodier: Folkemelodi fra Nürnberg, 1535 og svensk folkemelodi, 1693
Hør den lille stær
1. Hør den lille stær, den er åh så fornøjet.
Morgenklokken ringer, og marken står i damp.
Nylig er den vågnet, men altid i tøjet
aldrig skal den sæbes og vaskes med en svamp.
2. Den har hverken hat eller sløjfer og kjole,
ingen fine støvler, den først skal pudse a′.
Den har ingen lektier, skal aldrig i skole,
den kan gå og fløjte den hele lange dag.
3. Og når den bli’r sulten deroppe på kassen,
finder den en orm, den kender hvor de er.
Den skal ikke først ha′ den kogt over gassen,
den kan få den ned, li’så levende den er.
4. Og når den vil rejse, den venter ikke længe
Vips, er den afsted og ta’r på eventyr!
Den har hverken kuffert, billet eller penge,
den har bare vinger, den er en lystig fyr.
5. Åh, den flyver højt, flyver højt under skyen,
den må passe på, den ikke falder ned.
Den er fløjet langt bort et sted ned i byen,
den har nok en ven dér, som ingen, ingen ved.
Melodi: Poul Schierbeck / Tekst: Harald Bergstedt, Chr Risgaard Thomsen
I skovens dybe stille ro
1. I skovens dybe, stille ro,
hvor sangerhære bo,
hvor sjælen lytted mangen gang
til fuglens glade sang,
der er idyllisk stille fred
i skovens ensomhed,
og hjertets længsler tie her,
hvor fred og hvile er.
2. Hør landsbyklokken lyder ned,
bebuder aftenfred,
småfuglen, før den går til blund,
end kvidrer lidt en stund.
I mosen kvækker højt en frø,
stærkt damper mark og sø,
nu klokken tier, – aftnens fred
sig stille sænker ned.
Tekst: Fritz Andersen, 1868 / Melodi: Dansk folkemelodi
Morgensolen over øresund
1. Morgensolen over Øresund
Lyset siger at du skal vågne
At alt det du har tabt
Det findes her så prøv og vær
I nuet der skinner
2. Morgensolen i dit lyse sind
Den kan intet helt opsluge
I selv det mørke hav
Så dybt et sted når stråler ned
I nuet der skinner
3. Gi’ mig morgensol at jeg kan få
Kræfterne så jeg kan hente
Alt det der var mig selv
Min tillid til den sjæl der vil
I nuet der skinner
4. Morgensolen over Øresund
Gir dit hav en glimmerkegle
Der følger dig hvor end
Du er og går og hvor du står
I nuet der skinner
5. Morgensolen over Øresund
Spreder alle triste tanker
Den løfter tvivlen ud
Og troen ind dybt i dit sind
I nuet der skinner
6. Alt det tabte har du her tilbag’
Lyset i dig skinner stadig
Og syns at sig’ at alt
Det der er sandt det ik’ forsvandt
I nuet der skinner
7. Glæd dig over morgensol i dag
Glæd dig over lysets styrke
For alt det du har kær
Det er jo stadig her det er
I nuet der skinner
7. Glæd dig over morgensol i dag
Glæd dig over lysets styrke
For alt det du har kær
Det er jo stadig her det er
I nuet der skinner
8. Morgensolen over Øresund
Lyset siger at du skal vågne
At alt det du har tabt
Det findes her så prøv og vær
I nuet der skinner
Tekst & musik: Anne Linnet, udgivet 2022
Nu er jord og himmel stille
1. Nu er jord og himmel stille
vinden holder tyst sit vejr
og der lyder ingen trille
fra de høje stille træ’r,
kun de fjerne frøers kvækken,
køers kalden over vang
og et dæmpet spil af bækken
til vor egen stille sang.
2. Men når sangen er forstummet,
vil vi høre end en klang
lys og klar fra himmelrummet
det er lærkens aftensang.
Fra i morges inden gryet
har den jublet glæden ud
og sin himmelflugt fornyet
med endnu en tak til Gud.
3. Tak for dagen, som er omme
for en lang og dejlig dag,
tak for dage som skal komme
og for dem, der ligger bag.
I det høje lyse fjerne
mødes sangen mild og klar
med den første aftenstjerne
som et kærligt smil til svar.
Tekst: Marinus Børup, 1938 / Melodi: C.M. Bellman, 1790
Barndommens land
1. Barndommens land.
Tidens mælketand.
Verden er ny for dit øje.
Folk er to-tre meter høje
så de må bøje sig
ned til dig.
2. Fluen er blå.
Kilder på min tå.
Og et par myrer du kender
hygger sig på dine hænder.
Skrubtudsen tisser en tår
før den går.
3. Solen er varm.
Stikker på din arm
ligesom hvepse og bier.
De er så gale. De svier.
Regnormen føles så blød.
Den er sød.
4. Slog du dit ben
på en kampesten?
Kom – lad mig puste på skrammen.
Vi skal ha lappet dig sammen.
Du må vist hellere få
plaster på.
5. Verden er stor.
Kaldes ‘Moder Jord’.
Der findes børn der må flygte,
men du har intet at frygte.
Ingen skal mishandle dig ¬-
håber jeg.
6. Græsset er højt
som et fuglefløjt.
Solen er ude af syne.
Putter sig under sin dyne.
Gaber måske – lissom du –
sover nu.
7. Barndommens land.
Nu er jeg en mand.
Tit har jeg lyst til at love
solskin og dejlige skove.
Men der er lang vej igen.
Sov, min ven.
Tekst og melodi: Benny Andersen, 1981
Noget om Kraft
1. Med store undrende øjne
går jeg, hvor anemonerne lyser hvidt.
Og midt i forårets lysvæld
står jeg og ser mod himlen og spørger blidt:
Hvor kommer kraften fra,
som får alting til at gro,
når vi sår og når vi høster
og når vi går til ro?
2. Jeg tror, der lever et barn
dybt inde i hver en kraft, som aldrig kan drives ud.
En lille, stædiggnist,
som tænder lys i mørket og tro på Gud.
Og at den kraft er stærk,
ja, stærkere end vor forstand,
det ved hver mand og kvinde,
fra øst til vest i land!
3. Den kraft, der løfter en lærke
og bærer en sommerfugl på en solskinsdag,
den samme kraft er i os,
når vi kæmper for frihed og fælles sag.
Den skaber liv af intet,
den bygger bro over dyb,
den tænder stjerner i natten
og får hver fugl til at kryb!
4. Så lad os takke den kraft,
som binder os sammen i alting, stort og småt,
og som får os til at tro på,
at livet i grunden er skønt og godt.
Og at vi selv er med
til at forme vor egen lod,
når vi bruger den kraft,
som vi har i sind og blod!
Tekst: Halfdan Rasmussen, 1958 / Melodi: Erik Sommer, 1989
Anemonesangen
1. Dagen er så fuld af anemoner
Fuglefløjt og farvespil i lysekroner
Natten fuld af farlige dæmoner
Spøgefugle, troldemænd og heksekoner
2. Åh, anemoner
Dækker hele jorden li’som sne
Åh, anemoner
Snart får jeg vel sommeren at se
3. Dagen er så travl for de forfløjne
Alle de forpjuskede og næsten nøgne
Natten er så fuld af gule øjne
Der i mørket, der på himlen, alle vegne
4. Åh, anemoner
Jeg vil sove i den hvide seng
Åh, anemoner
Under stjerner i en blomstereng
5. Åh anemoner
Dækker hele jorden li’som sne
Åh, anemoner
Snart får jeg vel sommeren at se
6. Åh, anemoner
Dækker hele jorden li’som sne
Åh, anemoner
Snart får vi vel sommeren at se
Tekst & melodi: Sebastian, 1991