Morgensang 30-39

Indhold

‘Hvor smiler fager den danske kyst‘ og ‘Godmorgen sol‘ 15. APR 2020 – 11M (40).mp4
Fødselsdagssang for dronningen ‘I østen stiger solen op‘ og ‘Jeg ser de bøgelyse øer’ 16. APR 2020 – 9M (11).mp4
‘Spænd over os dit himmelsejl‘ og ‘Livstræet‘ 17.APR 2020 10M .mp4
‘Visen om de 18 svaner‘ og ‘De unge smukke mennesker‘ 18.APR 2020 11M.mp4
‘Opal den ting som Gud har gjort‘ og ‘Har du visor min vän‘ 19.APR 2020 11M.mp4
‘Jeg elsker den brogede verden‘ og ‘Barndommens gade‘ 20.APR 2020 12M.mp4
‘Nu lyser løv i lunde‘ og ‘Susanne Birgitte og Hanne‘ 21. APR 2020 – 11M.mp4
‘Han kommer med sommer‘ og ‘Puff den magiske drage‘ 22. APR 2020 – 12M.mp4
‘Bedstefar, tag dine tænder på‘ og ‘Jeg ved hvor der findes en have så skøn‘ 23. APR 2020 – 12M .mp4
‘Julies sprog‘ og ‘Natten er så stille‘ 24. APR 2020 – 13M.mp4

Hvor smiler fager den danske kyst

1. Hvor smiler fager den danske kyst
og breder favnen, når solklar bølge
og sommerskyer og skib med lyst
står sundet ind i hinandens følge,
og Kronborg luder
ved Sjællands port
mod hvide skuder –
hvor lyst! hvor stort!

2. Mod søen stunded vor sjæl tilforn.
Men bølgen brød med en røst derude
som vindens rislen i Danmarks korn –
da vendte mangen på ny sin skude.
Den grønne ager
på Sjællands bryst!
hvor smiler fager
den danske kyst!

3. Den danske mark i en bølgen går
som åndedræt af en venlig kvinde.
Sødt gynger byggen sit silkehår,
og rugen ånder med sol i sinde,
og vinden iler
til hvedens bryst.
Hvor fager smiler
den danske kyst!

4. Der driver høduft med krydret vind.
Igennem engen en å sig slynger.
Og lærken ringer skærsommer ind,
mens vilde blomster ved grøften gynger.
Gravhøje kroner
det grønne land.
Hvor skønt fortoner
sig sø og strand!

5. Alvorlig taler ved alfarvej
med grønsvær tækket de gamles grave:
Henfarne slægter – forglem dem ej!
i arv de gav dig en ædel gave.
Henfarne slægter
i landets marv
sig ej fornægter.
Bevar din arv!

6. Hvad hånden former er åndens spor.
Med flint har oldbonden tømret, kriget.
Hver spån du finder i Danmarks jord,
er sjæl af dem, der har bygget riget.
Vil selv du fatte
dit væsens rod,
skøn på de skatte,
de efterlod!

7. Men du der søgte mod fremmed strand,
de gamle lig, som mod søen stunded,
hver gang du genser det gamle land,
skal sande, her blev dit hjerte bundet.
Thi dybe minder
og gammel agt
og milde kvinder –
hvor har de magt!

Oluf Ring / Johm. V. Jensen

Godmorgen sol

1. Godmorgen sol,
godmorgen morgensol,
Som skinner ned på belis og viol,
og ned på Jens og Kaj de frække fyre,
som står og tisser på en tissemyre.

2. Men myren skal man ikke tisse på,
så derfor råber jeg la’ vær at stå
og tis på myren, men gå hjem igen
med jeres tissemyre-tissemænd.

Benny E. Andersen / Halfdan Rasmussen

I østen stiger solen op

1. I østen stiger solen op,
den spreder guld på sky,
går over hav og bjergetop,
går over land og by.

2. Den kommer fra den favre kyst,
hvor paradiset lå;
den bringer lys og liv og lyst
til store og til små.

3: Den hilser os endnu så smukt
fra edens morgenrød,
hvor træet stod med evig frugt,
hvor livets væld udflød,

4. Den hilser os fra lysets hjem,
hvor størst Guds lys oprandt
med stjernen over Bethlehem,
som østens vise fandt.

5. Og med Guds sol udgår fra øst
en himmelsk glans på jord,
et glimt fra paradisets kyst,
hvor livets abild gror.

6. Og alle stjerner neje sig,
hvor østens sol går frem:
Den synes dem hin stjerne lig,
der stod ved Bethlehem.

7. Du soles sol fra Bethlehem!
Hav tak og lov og pris
for hvert et glimt fra lysets hjem
og fra dit paradis.

C. E. F. Weyse / B. S. Ingemann

Jeg ser de bøgelyse øer

1. Jeg ser de bøgelyse øer ud over havet spredt
så skært og skønt i solen, som aldrig jeg har set.
Jeg véd det, som de ligger dér, så er der kun så kort
fra grænse og til grænse. Men dette land er vort.

2. Jeg ser de slægter, som gik hen, mens hundredåret skred,
som vandt på Kongedybet, som under Dybbøl led;
de elsked ungt, de drømte langt, de så kun alt for kort,
men frem af dem stod folket. Og dette folk er vort.

3. Og derfor bøje vi vort sind, hvor vi i verden går,
med længsel mod de strømme, som disse kyster når;
og derfor samle vi hvert navn, som steg af folkets jord,
i dem vor fortid leved, af dem vor fremtid gror.

Thv. Aagaard / L. C. Nielsen

Spænd over os dit himmelsejl

1. Spænd over os dit himmelsejl.
Rør jorden med din finger.
Lad himmelbuen være spejl
for lyset, som du bringer.
Sæt fredens bue som et skjold
mod mørke, død og krigens vold –
du himmelbuens Herre.

2. Skænk os det klare kildevæld,
som skaber liv i strømmen.
Vi finder ikke kilden selv,
så hold os fast på drømmen:
At du er livets kilde, som
får blinde til at se sig om –
du underfulde Herre.

3. Vær sol på vores mælkevej,
og varm os i din sfære.
Lad Hellig-ilden brede sig,
så vi får mod at bære
vor klode som en blomstereng,
et liv i broget sammenhæng –
du fællesskabets Herre.

Mel.: Hans Holm 1988 / Leif Rasmussen 1988

Livstræet

1. Der er så meget, der kan trykke,
gøre dagen trist og grå.
Se de folk, der uden lykke
bare går og går i stå.

Lad dem lege i livstræets krone
Lad dem føle, at livet er stort
lad dem skue de blå horisonter
og himmelhvælvingens port.

2. Der er så meget uden varme,
uden ånd og uden liv.
Folk bliver fattige or arme,
tænker kun på tidsfordriv.

Lad os lege i livstræets krone
Lad os føle, at livet er stort
lad os skue de blå horisonter
og himmelhvælvingens port.

3. Der er så mange uden venner,
uden kærlighed og kys,
Folk, som ingen andre kender
hvor mon de skal finde lys?

Lad os lege i livstræets krone
Lad os føle, at livet er stort
lad os skue de blå horisonter
og himmelhvælvingens port.

4. Der er så hård en kamp om magten,
alle kæmper for sig selv.
Er der ingen, der har sagt dem,
at de slår sig selv ihjel?

Lad os lege i livstræets krone
Lad os føle, at livet er stort
lad os skue de blå horisonter
og himmelhvælvingens port.

5. Der er så mange, der er slaver,
lænket fast til job og tid –
hvorfor bruges vores gaver
uden tanke, uden vid?

Lad os lege i livstræets krone
Lad os føle, at livet er stort
lad os skue de blå horisonter
og himmelhvælvingens port.

Hans Holm | Erik Lindebjerg 1985

Visen om de atten svaner

1 Og jeg drømte om atten svaner i nat
og såmænd også lidt om dig.
Og du bad mig om atten kys i min drøm,
og jeg gad ikke sige nej.
Min ven, lad mig vide, om du kunne lide
hvis jeg bare var vågnet, da jeg drømte du kom,
så du ing’nting fik bedt mig om.

2. Jag had’ set dig en gang fra vindu’t i går,
men du så ikke mig, min ven.
Jo, du kom _kam forbi mit vindu’ i går,
men forsvandt så, gud ved hvorhen.
Min ven, lad mig vide, om du kunne lide,
hvis jeg havde slå’t vinduet op en-to-tre,
og du så, der var en at se.

3. Og min drøm nu i dag, den regner det i,
så jeg gir dig min paraply.
Under den er du tryg, i læ og i ly
for hver eneste utæt sky.
Min ven, lad mig vide, om du kunne lide,
hvis jeg blot lod det regne, så du stod der konfus
lisså våd som en druknet mus.

4. Men jeg drømte om atten svaner i nat,
og såmænd også lidt om dig,
og du bad mig om atten kys i min drøm,
og jeg gad ikke sige nej.
Min ven, lad mig vide, om du kunne lide,
hvis jeg bare var vågnet, da jeg drømte du kom,
så du intet fik bedt mig om.

Benny AndersenlBjøm Ulvæus / Poul Sørensen

De smukke unge mennesker

1. De kom flyvende med storken
Til dette gudsforladte sted
Fra alle fire verdenshjørner
Hvis vi tager det hele med

2. Og nu er de blevet voksne
Ligner ikke mere sig selv
Stemmerne er forandret, men–
Vi kender dem alligevel

3. Åh, de smukke unge mennesker
Pludselig er de stukket af
Som legesyge sommerfugle
Den allerførste sommerdag
Hva’ det er, de vil med livet
Det ka’ kun de selv forstå
Åh, de smukke unge mennesker
Gid de længe leve må

4. Der var nogen, som blev tilbedt
Andre måtte nøjes med
Digitale vuggestuer
Og tilfældig kærlighed

5. Og de smutter, før man ved det
Pludselig er de stukket af
Som legesyge sommerfugle
Den allerførste sommerdag
Hva’ det er, de vil med livet
Det ka’ kun de selv forstå
Åh, de smukke unge mennesker
Gid de længe leve må

[Fløjtesolo]

6. Der var nogen, som blev elsket
Andre måtte nøjes med
Digitale vuggestuer
Og tilfældig kærlighed

7. Hva’ det er, de vil med livet
Det ka’ kun de selv forstå
Åh, de smukke unge mennesker
Gid de længe leve må
Åh, de smukke unge mennesker
Gid de længe leve må

Kim Larsen 1995

Op, al den ting, som Gud har gjort

1 Op, al den ting, som Gud har gjort,
hans herlighed at prise!
Det mindste, han har skabt, er stort
og kan hans magt bevise.

2 Gik alle konger frem på rad
i deres magt og vælde,
de mægted ej det mindste blad
at sætte på en nælde.

3 Det mindste græs jeg undrer på
i skove og i dale,
hvor skulle jeg den visdom få
om det kun ret at tale?

4 Hvad skal jeg sige, når jeg ser,
at alle skove vrimle,
de mange fuglesving, der sker
op under Herrens himle?

5 Hvad skal jeg sige, når jeg går
blandt blomsterne i enge,
når fuglesangen sammenslår
som tusind harpestrenge?

6 Hvad skal jeg sige, når mit sind
i havets dybe grunde
kun dog så lidt kan kige ind
og ser så mange munde?

7 Hvad skal jeg sige, når jeg ser,
hvor stjerneflokken blinker,
hvor mildt enhver imod mig ler
og op til himlen vinker?

8 Hvad skal jeg sige, når jeg op
til Gud i ånden farer
og ser den store kæmpetrop
af blide engleskarer?

9 Hvad skal jeg sige? mine ord
vil ikke meget sige:
o Gud! hvor er din visdom stor,
din godhed, kraft og rige!

10 Op, stemmer alle folk på jord
med frydetone sammen:
Halleluja, vor Gud er stor!
Og Himlen svare: Amen!

Hans Adolph Brorson 1734.

Har du visor min vän

1. Har du visor, min vän, sjung dem nu!
For nu är tiden, då visor ska’ sjungas,
och den som ska’ sjunga, är du!
I morgon är kanske för sent, min vän.
Så synd om de sånger, som aldrig blir sjungna!
Så tala inte om visor med mig.
Låt visorna tala för dig.

2. Vill du älska, min vän, gör det nu!
För nu är tiden för kärlek inne
och den som ska’ älska, är du!
I morgon är kanske för sent, min vän.
Så synd om den längtan, som aldrig har vågat!
Så tala inte om kärleken.
Låt kärleken tala, min vän.

3. Vill du leva ditt liv, gör det nu!
För nu är tiden, då ditt liv ska’ levas,
och den som ska’ leva, är du!
I morgon är kanske för sent, min vän.
Vem bryr sig då om, vad du drömde och ville?
Så vänta inte på någonting sen.
Det är nu, du ska’leva, min vän!

Bengt Ahlfors

Jeg elsker den brogede verden

1. Jeg elsker den brogede verden
trods al dens nød og strid;
for mig er jorden skøn endnu
som i patriarkernes tid.

2. De snakke, som om den er gammel,
af synd og sorger mæt.
O nej, den flyver endnu i dans
om solen så ung og let!

3. Jeg har grædt, som andre, af smerte,
fordi min boble brast.
Men boblen er ikke verden;
læg verden det ej til last!

4. Var livet en dans på roser,
mon alt da var bedre end nu?
Hvis ej der var noget at kæmpe for,
hvad var da vel jeg og du?

5. Kamp må der til, skal livet gro,
ej kamp blot for dagligt brød,
men kamp for frihed i liv og tro –
thi evig stilstand er død!

6. Og derfor elsker jeg verden
trods al dens nød og strid;
for mig er jorden skøn endnu
som i skabelsens ungdomstid!

Thorvald Aagaard / Hans Vilhelm Kaalund

Barndommens gade

1. Jeg er din barndoms gade,
jeg er dit væsens rod.
Jeg er den bankende rytme
i alt, hvad du længes mod.
Jeg er din mors grå hænder
og din fars bekymrede sind,
jeg er de tidligste drømmes
lette, tågede spind.

2. Jeg gav dig min store alvor
en dag du var vildt forladt.
dryssed’ lidt vemod i sindet
en drivende regnvejrsnat.
Jeg slog dig engang til jorden
for at gøre dit hjerte hårdt,
men jeg rejste dig varligt op igen,
og tørrede tårerne bort.

3. Det er mig, der har lært dig at hade,
jeg lærte dig hårdhed og spot.
Jeg gav dig de stærkeste våben,
du skal vide at bruge dem godt.
Jeg gav dig de vagtsomme øjne,
på dem skal du kendes igen,
møder du en med det samme blik,
skal du vide, han er din ven.
Jeg er din barndoms gade,
jeg er dit væsens rod.
Jeg gav dig de vagtsomme øjne,
på dem skal du kendes igen.
Møder du en med det samme blik,
skal du vide, han er din ven.

4. Og hører du renere toner
stemt til en skønnere sang,
skal du længes efter min stemmes
sprukne og kejtede klang.
Fløj du så vidt over lande
og voksede du fra din ven?
Jeg er din barndoms gade,
jeg kender dig altid igen.
Jeg er din barndoms gade,
jeg er dit væsens rod.
Jeg gav dig de vagtsomme øjne,
på dem skal du kendes igen.
Møder du en med det samme blik,
skal du vide, han er din ven.

5. Ja, jeg er din barndoms gade,
jeg er dit væsens rod.
Jeg er den bankende rytme
i alt hvad du længes mod.
Fløj du så vidt over lande
og voksede du fra din ven?
Jeg er din barndoms gade,
jeg kender dig altid igen.

Anne Linnet / Tove Ditlevsen

Nu lyser løv i lunde

1. Nu lyser løv i lunde,
grønt ligger Danmarks land
imellem blanke sunde,
et skjold med sølverrand.
Frugtblomsters hvide pletter
det rige, grønne felt,
mens højt de lyse nætter
slår ud sit sommertelt.

2. Nu løses fugletunger
af vinterdødens band,
et solskinskor de sjunger
i skovens frie land; –
de kalder os, de stemmer,
ud fra vort hverdagsbur,
fjernt fra dets fangetremmer
at finde dig, natur!

3. Den frihed, som vi savner
bag byens mur og tag,
på åben mark vi favner
en solglad junidag;
så skære er dens kinder
som æbleblomstens blad,
og om dens hår sig vinder
dugdråbers perlerad.

4. Du lyse, friske sommer!
vor friheds unge brud,
fra støv og støj vi kommer
til fred og stilhed ud.
Vort liv til lyst du vende
på dagens solskinsfelt,
og over os du spænde
de lyse nætters telt!

Carl Nielsen 1921 / Johannes Jørgensen 1892

Susanne Birgitte og Hanne

1. Alle sømænd er glade for piger
Men min skat, du kan stole på mig
For det er fuldstændig sandt, hvad jeg siger
At mit hjerte kun banker for dig

Og lidt for Susanne
Birgitte og Hanne
Og Tove og Anne
Og Lissi og Kiz
For uden Agnete
Elisa og Grethe
Og Anne-Merete
Og Molly og Lis

2. Alle sømænd, vi tager ud i det fjerne
Du skal vide om natten når jeg
Står ved roret og ser på en stjerne
At jeg altid har tanken hos dig

Eller lidt hos Susanne
Birgitte og Hanne
Og Tove og Anne
Og Lissi og Kiz
For uden Agnete
Elisa og Grethe
Og Anne-Merete
Og Molly og Lis

3. Alle sømænd er flot tatoveret
Du skal se når jeg kommer i havn
At på min arm er jeg smukt dekoreret
Med et hjerte og der står dit navn

Ved siden af Susannes
Birgitte og Hannes
Og Tove og Annes
Og Lissi og Kiz
For uden Agnetes
Elisa og Grethes
Og Anne-Meretes
Og Molly og Lis

Sven Gyldmark / Erik Leth

Han kommer med sommer

1. Han kommer med sommer, han kommer med sol
til kløver og nikkende hvener.
Mens pigen hun sømmer sin blommede kjol’
i læ af de røde syrener,
han sænker sig ned på det mossede tag
og knebrer fra reden den udslagne dag
en højsommervise om Danmark.

2. Og børnene stirrer fra tærsklen didop,
hvor løget på mønningen nikker,
og oldingen ranker sin krogede krop
i stuen, hvor slagværket dikker;
og minderne dugger, og læberne be’r,
og børnene pludrer og peger og ler:
“Se storken er kommen til Danmark”!

3. Velsignede fugl uden høgenes klør,
med ørnenes mægtige vinge,
du dukker dig helst mellem græssende kø’r,
kun hygge og fred vil du bringe,
du følger i furen vor bonde så nær
og nikker som han, mens af rugen det drær
med løfte om høst over Danmark.

Hvor engblommen lyser langs åløbets bred,
du skridter så langt gennem engen;
med halsen i bugt og med øjet på sned
du titter til pigen og drengen.
Du søger din føde til leernes klang,
og høduften følger din higende gang
langs alle de åer i Danmark.

5. Så lad os da værne den solkære fugl,
der pynter vor vang og vort vænge,
der ruger sit kuld i det ormstukne hjul
til vejrs på den mossede længe.
Hans yngel skal trives i regn og i sol,
hans rede beskyttes som hjemmets symbol,
mens sagnene lever om Danmark!

Thorvald Aagaard 1912 / Jeppe Aakjær

Puff den magiske drage

1. Puff, hvor kan man finde drager som dig
Du ligger på en klippeø
og venter kun på mig
Du kan li at lege, du var min ven
men kære puff vi kommer aldrig til at leg igen

2. Puff da jeg var lille, red jeg på dig
jeg sad på halen, stor og bred
du svømmede med mig
Alle sænker flaget hilser på dig
vi fandt en skat med sølv og guld – og delte du og jeg

3. Puff vi sad på stranden, solen gik ned
en havskildpadde gemmer sine
æg et hemmeligt sted
Tropevinden suser, natten bliver sort
vi føler begge to vi sidder nær ved lykkens port

4. Puff på vores rejse så vi et slot
hvor prinser og prinsesser boede
Nej hvor var det flot
Kongen og hans dronning gav mig en ring
men ringen var en tryllering – nu er den ingenting

5. Puff du er alene, alt er forbi
for drager lever tusind år
hvor er min fantasi
Du kan li´at lege du var min ven
men kære puff jeg blir jo aldrig som et barn igen.

Peter Yarrow / Leonard Lipton oversat til dansk af Per Borgsten

Jeg ved hvor der findes en have så skøn

1. Jeg véd, hvor der findes en have så skøn,
hvor søen er blå, og hvor skoven er grøn,
hvor fuglene bygge i løvhækkens ly
og flyve hver morgen med sang over sky.

2. Og midt i den friske og gyngende sø,
dér dukker af dybet den dejligste ø;
og søen af prægtige skibe er fuld
og øen af frugt og af blomster og – guld.

3. Dér risler en kilde, dér rinder en å,
og højene ere så runde og små,
og engen er blød, så det ret er en lyst
at tumle sig dér og få lettet sit bryst.

4. Dér danser småpiger med blomster i hat,
– en rød og en hvid har på brystet de sat, –
og drengene leger med harpe og sværd
og synger så glade om dannemænds færd.

5. Jeg tror det for vist, at der ej er en plet
på jorden, hvor alt er så blødt og så net,
som haven, hvor øen i søen er lagt;
kom, så skal jeg vise dig hele dens pragt!

6. Se ud over dal, over mark, over sund,
så ser du en have med løvsal i lund,
med blomster i enge og sølvspejl i vand,
og haven er Danmark, vort fædreneland.

J.A.P Schulz / Mads Hansen 1870

Julies sprog

1. Fast som en klippe og bred som en strand
Vild som en brænding i kog
Fri som fuglenes flugt over land
Sådan er Julies sprog

2. Engang fløj det frejdigt fra mund til mund
Enhver ku’ benytte det frit
Det gjalded’ fra sø og i grønne lund
Fortalte om godt og skidt

3. Hvis du var sorgfuld og modløs og træt
Så var en sang ej for god
Måske blev dit sind aldrig lyst eller let
Men sproget var det du forstod

4. Det sprog stjal man fra os og gav os en snak
Linien var sløret men klar
Det er lettest at holde et folk i skak
Som slet ingen sange har

5. Det sprog Julie ejer som ku’ være vores
Var vi med til at brække itu
I er fremmed’ for hinanden det er vores kors
Vi raver i blinde nu

6. Men midt i alt mørket der brænder et lys
En ild som aldrig dør hen
Det sprog vi har talt trænger til at fornyes
Vi må lære det gamle igen

Benny Holst 1976

Natten er så stille

1. Natten er så stille,
luften er så klar,
duggens perler trille,
månens stråler spille
hen ad søens glar.

2. Bølgens melodier
vugge hjertet ind,
suk og klage tier,
vindens pust befrier
det betyngte sind.

C.E.F. Weyse 1840 / Johan Ludvig Heiberg 1829

Morgensang 40-49