Indhold
- ‘I østen stiger solen op‘ 16.MAR 2020 8M.mp4
- ‘Det er i dag et vejr – et solskinsvejr‘ og ‘Forårsdag‘ 17.MAR 2020 10M (5).mp4
- ‘Den blå anemone‘ og ‘Svantes lykkelige dag‘ 18. MAR 2020 – 10M (11).mp4
- ‘Nu titte til hinanden‘ og ‘Lyse nætter’ 19. MAR 2020 – 10M (17).mp4
- ‘Godmorgen lille land’, ‘Hvor du sætter din fod’, ‘Buster’ og ‘Jeg ved en lærkerede’ 20. MAR 2020 – 22M (23) (1).mp4′
- ‘Se, nu stiger solen’ og ‘Papirsklip’ 21. MAR 2020 – 11M (29).mp4
- ‘Lysets engel går med glans’ og ‘Du kom med alt det der var dig’ 22. MAR 2020 – 11M (32).mp4
- ‘Noget om helte’ og ‘Gi’ os lyset tilbage’ 23. MAR 2020 – 10M (41).mp4
- ‘Nu er dagen fuld af sang’ og ‘Er du dus med himlens fugle’ 24. MAR 2020 – 12M (3).mp4
- ‘En lærke letted’ og ‘Mariehønen Evigglad’ 25. MAR 2020 – 11M (7).mp4
I østen stiger solen op
| 1. I østen stiger solen op: Den spreder guld på sky, går over hav og bjergetop, går over land og by. 2. Den kommer fra den fagre kyst, hvor Paradiset lå; den bringer lys og liv og lyst til store og til små. 3. Den hilser os endnu så smukt fra Edens morgenrød, hvor træet stod med evig frugt, hvor livets væld udflød. 4. Den hilser os fra lysets hjem, hvor størst Guds lys oprandt med stjernen over Betlehem, som østens vise fandt. 5. Og med Guds sol udgår fra øst en himmelsk glans på jord, et glimt fra Paradisets kyst, hvor livets abild gror. 6. Og alle stjerner neje sig, hvor østens sol går frem: den synes dem hin stjerne lig, der stod ved Betlehem. 7. Du soles sol fra Betlehem! Hav tak og lov og pris for hvert et glimt fra lysets hjem og fra dit Paradis! Melodi: C.E.F. Weyse, 1837 / Tekst: B.S. Ingemann, 1837 |
Det er i dag et vejr – et solskinsvejr
1. Det er i dag et vejr – et solskinsvejr!
O, søde vår, så er du atter nær!
Nu vil jeg glemme rent, at det var vinter,
nu vil jeg gå og købe hyacinter
og bringe dem til én, som jeg har kær.
2. Hun købte af de hvide og de blå,
hun købte af de smukkeste, hun så.
Det er i dag et vejr! Og solen skinner!
Og om mig svæver lutter lyse minder,
dem ta’r jeg med til den, jeg tænker på.
3. Og de kom svævende i ring og rad.
Hun gik imellem dem og var så glad.
Det er i dag et solskin uden mage!
Og jeg har solskin nok til mange dage,
og jeg må kysse hvert et lille blad.
4. Hun kyssede dem alle, hver især,
hun bragte dem til den, hun havde kær.
Min ven, her kommer jeg med hyacinter!
Min ven, nu glemmer vi, at det var vinter!
Det er i dag et vejr, et solskinsvejr -!
Melodi: Poul Schierbeck, 1938 / Tekst: Ludvig Holstein, 1903
Forårsdag
1. Du ved det sikkert allerinderst inde,
selvom jeg sjældent bruger store ord.
Du ved, at du er den der gennem livet
og stadig i mit hjerte bor.
2. Jeg ved at al min sidste tid skal leves,
jeg ved at tiden tæller hjertets slag.
At alt det vi har grædt igennem livet
det svinder på en forårsdag.
3. En forårsdag hvor solen bare skinner,
som da jeg mødte dig den første gang
Og hele verden svandt – kun solen så os
og lavede en stille sang.
4. Og det er den jeg endelig har fundet,
så mange år er gået sidenhen.
Vi tænker vel at noget sku’ forandres
hvis vi ku’ leve alt igen.
5. Vi tænker vel at vi gled fra hinanden
i årene der hastede forbi.
Og nu er alting stille her i stuen
og store ord er svær’ at sig’.
6. Men du ved det sikkert allerinderst inde,
selvom jeg sjældent bruger store ord.
Du ved at du er den der gennem livet
og stadig i mit hjerte bor.
7Jeg ved at al min sidste tid skal leves,
jeg ved at tiden tæller hjertets slag.
At alt det vi har grædt igennem livet
det svinder på en forårsdag.
Anne Linnet, 1970
Den blå anemone
1. Hvad var det dog der skete?
Mit vinterfrosne hjertes kvarts
må smelte ved at se det,
den første dag i marts.
Hvad gennembrød den sorte jord
og gav den med sit søblå flor
et stænk af himlens tone?
Den lille anemone,
jeg planted dér i fjor.
2. På Lolland jeg den hented,
et kærtegn fra min fødeø.
Så gik jeg her og vented
og tænkte, den må dø;
den savner jo sit skovkvarter,
sin lune luft, sit fede ler;
i denne fjendske zone
forgår min anemone,
jeg ser den aldrig mer.
3. Nu står den der og nikker
så sejerssæl i Jyllands grus,
ukuelig og sikker
trods ensomhed og gus,
som om alverdens modgang her
har givet den et større værd,
en lille amazone
og dog min anemone
som søens bølge skær.
4. Hvad var det dog der skete?
Mit hjerte koldt og hårdt som kvarts
det smelter ved at se det
den første dag i marts.
Jeg tænkte: “Evigt skiltes ad
min sjæl og glæden”, da jeg sad
i vint’rens grumme done.
Nu gør min anemone,
mit hjerte atter glad.
5. For denne rene farve
den er mig som en vårens dåb,
den la’r mig nyfødt arve
en evighed af håb.
Så bøjer jeg mig da mod jord
og stryger ømt dit silkeflor,
en flig af nådens trone.
Du lille anemone,
hvor er vor skaber stor!
Melodi: Egil Harder, 1945 / Tekst: Kaj Munk, 1943
Svantes lykkelige dag
1. Se, hvilken morgenstund!
Solen er rød og rund.
Nina er gået i bad.
Jeg’ spiser ostemad.
Livet er ikke det værste man har
og om lidt er kaffen klar.
2. Blomsterne blomstrer op.
Der går en edderkop.
Fuglene flyver i flok
når de er mange nok.
Lykken er ikke det værste man har
og om lidt er kaffen klar.
3. Græsset er grønt og vådt,
Bierne har det godt.
Lungerne frådser i luft.
Åh, hvilken snerleduft!
Glæden er ikke det værste man har
og om lidt er kaffen klar.
4. Sang under brusebad.
Hun må vist være glad.
Himlen er temmelig blå.
Det ka jeg godt forstå.
Lykken er ikke det værste man har
og om lidt er kaffen klar.
5. Nu kommer Nina ud,
nøgen, med fugtig hud,
kysser mig kærligt og går
ind for at re’ sit hår.
Livet er ikke det værste man har
og om lidt er kaffen klar.
Tekst og melodi: Benny Andersen, 1972
Nu titte til hinanden
1. Nu titte til hinanden de favre blomster små,
de muntre fugle kalde på hverandre;
nu alle jordens børn deres øjne opslå,
nu sneglen med hus på ryg vil vandre.
2. Den kære Gud og skaber den mindste orm er nær:
han føder fugl og markens lilje klæder;
dog menneskenes børn har han allermest kær,
Gud ånder på øjet, når det græder.
3. Guds Søn var selv et barn, og på krybbestrå han lå,
hans vugge stod på jord foruden gænge.
Guds Himmeriges fryd har han lovet de små
og blomster fra Paradisets enge.
4. Guds Søn har os så kær, han er børnevennen stor,
han bærer barnet op til Gud på armen;
han storm og hav betvang, da han vandred på jord,
men børnene leged ham ved barmen.
5. O du, som os velsigned og tog i favn de små,
en morgen se vi dig i Paradiset;
du lærte os til Gud vore øjne opslå,
evindelig være du lovpriset!
Melodi: C.E.F. Weyse, 1837 / Tekst: B.S. Ingemann, 1837